Fremgang, og hvorfor min vægt er "farlig"

Tiden går så hurtigt så hurtigt, og jeg var ikke klar over at jeg faktisk har sprunget over vejning i 4 uger nu. Det er altså 5 uger siden sidst, og med rejser og sukkertrips, mange Steff Houlbergs røde pølser (mine favoritter, og de var på tilbud i Grønland, og virkeligt dumt at spise mange af hvis man vil tabe sig), så er det faktisk helt utroligt og meget motiverende, at det alligevel er gået 0,6 kg nedad. Vægten er på 96,5 kg og jeg føler mig meget klar til at fortsætte en sukkerfri/pølsefri spisning. Eneste problem er, at min mave stadig er så øm efter min maveinfluenza, og at jeg derfor ikke har lyst til særligt meget LCHF lige for tiden. Jeg har i hvert fald ikke lyst til æg! Det går nok over om et par dage. I dag har jeg planlagt en dejlig rejesalat med avocado og i aften skal jeg have LCHF burgere. Jeg glæder mig.

Hvorfor 95-96 kg er en "farlig" vægt for mig
Hver gang jeg kommer ned omkring denne vægt begynder jeg at slappe af. Folk roser mit udseende, fortæller mig hvor dygtigt jeg er, fordi jeg har tabt mig og, de siger, at jeg ser godt ud. Jeg begynder at kunne passe de største størrelser i almindelige tøjbutikker. Jeg kan gå op og ned af bakker og trapper uden de store problemer. Alt i alt begynder jeg at føle mig godt tilpas og magelig. Hvorfor så lide så meget mere? Hvorfor ikke bare slappe af og stoppe her? Det føles jo godt. Hvem siger i øvrigt at en BMI på 33,8 ikke er helt perfekt og sund for mig? Lige så stille begynder jeg at slappe af, spise grimme ting, og lige så stille begynder vægten at stige igen og før jeg ved hvad der er sket vejer jeg 110+ igen og mere til. Det er vigtigt at holde fokus på faren og ikke gemme hovedet i sandet. Jeg skal blive ved med at tabe mig til jeg når en mere normal vægt, og blive ved med at forsøge at finde en måde at spise på som jeg kan forenes med i fremtiden, og som kan holde min krop i balance.