En opdatering


Efter nogle dages tilvænning til solen i sydspanien er jeg klar til at komme med en opdatering her. Vi skal opholde os her til omkring d. 20. juni og vi er helt tilfældigt faldet over en billig lejlighed i bymæssig bebyggelse 200 meter fra stranden. Det er ret heldigt. Turen skulle kun have varet i 8 dage og vi havde booket hotel fra starten. Det varede dog kun en enkelt nat, jeg kan simpelthen ikke leve i sådan et lille rum uden et køkken!

Jeg har aldrig været særlig vild efter at ligge i solen, da jeg hurtigt bliver restløs og begynder at kede mig. Jeg er i øvrigt heller ikke særlig vild efter at komme til at ligne sålelæder i ansigtet, eller at ligge med andengradsforbrændinger på fremstikkende kropsdele. Jeg har en utrolig lav smerteterskel. Når jeg går udenfor er det derfor med solcreme på, og det er bestemt ikke med det mål at få en pæn kulør. Hvilket dog ikke er til at undgå helt når solen bager uophørligt, og min farve er måske også blevet lidt mere gylden at se til. Nu skal det her indlæg ikke handle om skønheden ved at være solbrændt, men derimod om hvordan det skrider fremad med min vægt... eller rettere, nedad med min vægt.

Som jeg har skrevet tidligere har jeg ikke adgang til en vægt, og når man er så autistisk anlagt som jeg, og kun vejer sig 1 gang om ugen, efter toilet, og før man har fået tøj på, og helst uden elastikker i håret (de kunne jo tælle et par gram oveni), så må man klare sig uden en vægtopdatering. Der er fire store forskelle i min levevis her i Spanien i forhold til normalt med hensyn til kalorier og vægt.

Jeg har skåret kraftigt ned på min pepsi max/coke zero/diet coke
De kloge siger, at det vil gøre min sult mindre. Jeg har ikke helt bemærket det, men jeg spiser dog mindre. Om det er varmen eller den manglende pepsi ved jeg ikke. Jeg drikker også meget mere vand og danskvand, så det kan måske være medvirkende til at jeg føler mig mindre sulten.

Jeg er begyndt at spise frugt.
Det skulle gøre, at jeg går ud af ketose, da jeg nu får for mange kulhydrater. Jeg spiser lidt frugt hver dag. En appelsin eller vandmelon. Jeg prøver at undgå frugter med højt sukkerindhold, såsom bananer og honningmelon. Som en tilføjelse kan nævnes at jeg stadig har en grim smag i munden og dårlig ånde, så jeg går ud fra at jeg stadig forbrænder ketoner. 

Jeg bevæger mig mere.
Vi går småture flere gange om dagen på 30-40 minutter og det har indtil nu affødt en ufattelig ømhed i mine ben. Jeg har mærket muskler jeg ikke troede eksisterede! Vi går ture når vi har lyst, og det er aldrig powerwalk!

Jeg spiser mindre.
Spørg mig ikke hvorfor. Jeg spiser bare mindre. Min kæreste er også blevet meget obs på at spise sundt og skære ned på brød og kulhydrater, så vi skærer frugt ud sammen og laver salat sammen. Det er bestemt noget helt nyt og er meget motiverende for mig. (Hvilket jeg da også har fortalt ham)

Mit håb er at have nået et 20 kgs vægttab, når jeg vender hjem i slutningen af juni måned. (Der er 3,8 kg til) Mit næste store mål derefter er at komme under 100 kg (Der er 6,0 kg til). Mon ikke jeg kan nå det i løbet af juli måned. 


Kommentarer