Ned til bunden og op igen

Mit indlæg i dag kræver en opsummering af mit LCHF forløb indtil videre og de problematikker, jeg har kæmpet med.

I februar 2014 gik jeg på en slankekur som langsomt i løbet af foråret 2014 gik i retningen af LCHF. Jeg vejede 122 kg, da jeg startede. I løbet af 4 måneder havde jeg tabt 20 kg. Alt gik godt og hurtigt. Det var faktisk rimeligt nemt. I løbet af sommeren 2014 begyndte min vægt at stagnere. Jeg forsøgte med forskellige tiltag for at få vægttabet i gang igen, herunder æggefaste, faste, carb refeed og kalorietælling. Det kom bare aldrig rigtigt igang igen. Jeg fortsatte meget religiøst med LCHF og afveg overhovedet ikke, men vægten ændrede sig bare ikke meget.

I løbet af efteråret begyndte jeg at få symptomer på stress eller en mild depression. Jeg havde store problemer med at sove. Jeg kunne gå 3 dage og kun sove 5 timer i alt. Det blev fysisk meget belastende. På samme tid begyndte det at blive en uoverstigelig opgave bare at stå op om morgenen og tage et bad. Alt virkede helt uoverskueligt, og jeg forstår ikke hvordan, jeg overhovedet kunne klare både mit job og studier, der begge var ret krævende på det tidspunkt. Jeg kunne ikke overskue bare at snakke med mennesker. Jeg var lige ved at få spat når min svigermor spurgte "How are you doing today? Did you get any sleep?". Meget sødt og omsorgsfuldt, men jeg havde bare lyst til at blive voldelig og slå et eller andet meget hårdt. Det endte med en tur til lægen og nogle sovepiller og noget antidepressivt medicin, som virkelig hjalp mit humør på vej igen. Lige pludselig havde jeg lyst til at snakke igen og verden så lidt lysere ud. Den eneste ulempe var at pillerne gav mig en konstant trang til at spise. Jeg begyndte at spise mange yoghurter med fløde. 1-2 portioner hver dag. Jeg spiste stadig LCHF men kalorieindtaget steg og steg. Efter 3 uger på pillerne besluttede jeg mig for at trappe ud og stoppe og se, om det kunne fjerne spisetrangen. Det blev aldrig helt godt og nu er vi fremme ved december og min tur til Danmark. I midten af december rejste vi til Dk for at holde jul med min familie.

Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville give mig selv lov til at spise lidt kulhydrater i Danmark. Bare juleaften og juledag. Men næsten fra dag 1 væltede det. Jeg begyndte at spise, og kunne slet ikke stoppe igen. Jeg spiste brød, småkager, morgenkager fra bageren, slik og is. Jeg spiste og spiste og spiste. Helt umætteligt. Det var ligesom om at da sluserne blev åbnet, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Hver aften sagde jeg til mig selv "I morgen spiser du sundt, i morgen spiser du ikke kulhydrater", men jeg fejlede hver dag.

Julespiseriet skal ses i lyset af et forløb i efteråret på 3-4 måneder hvor jeg ikke følte mig til rette på LCHF eller i livet generelt. Det var en konstant kamp at følge min selvvalgte diæt. Det var overhovedet ikke nemt som i foråret. Det var en daglig kamp, som jeg fuldstændig tabte i December. Jeg tror, at min krop var i en form for ubalance, og at min hjerne konstant sendte mig signaler om, at noget var galt. Det er min klare overbevisning, at vi har meget mindre kontrol over vores spisning end vi tror. Hormonsignaler farer rundt i kroppen og fortæller den, hvad den har brug for. Det er meget svært at gå imod hvad kroppen 'craver', og jeg tror, det er vigtigt at lade være med at falde i fælden med at fortælle sig selv: 'Vis noget viljestyrke'... og 'Du er lidt svag, når du sådan mister kontrol' og "Sikke du har spist, skam dig nu!". Det hjælper nemlig ikke noget.

Jeg kom hjem fra min juleferie i går aftes. Jeg havde virkeligt frygtet at 'face the music' i form af min badevægt. Jeg stod modigt på den i morges, og den viste 103,3 kg. Hvor meget der er væske, bundet i fyldte kulhydrat-lagre, og hvor meget der er fedt ved jeg ikke. Faktum er, at sidst jeg vejede mig var d. 16. november, og dengang viste vægten 95,0 kg. Så 8,3 kg forskel på 1½ måned. Det er et nederlag af de store, men det hjælper ikke at dvæle for meget ved det. Det eneste, der hjælper er at se fremad og fokusere på nuet i stedet for en fortid, vi alligevel ikke kan ændre.

Lige nu føler jeg mig fuld af motivation for at spise LCHF og for at lave motion. Det er første gang i meget lang tid jeg har følt den motivation. Det virkede naturligt i morges at stå op og starte med en morgenfaste. Det føles godt, og det var ikke svært eller uoverskueligt. Jeg begynder på en frisk fra i dag. Min startvægt er nu 103,3 kg. Jeg vil se fremad og undgå at tænke på nederlagene og i stedet fokusere på, hvad der ligger forude.

Der kommer muligvis ikke så mange opdateringer her de næste par uger, da jeg har tre eksamener d. 12., 15. og 19. januar, men jeg vil bestemt følge konceptet og lave mine vejninger. Fremover er onsdag min vejedag istedet for den sædvanlige søndagsvejning.

Jeg føler virkeligt, at jeg har været nede og røre bunden og nu er på vej op igen. Wish me luck.