Slankekur: Hvorfor er jeg tyk?

Jeg har prøvet at tænke tilbage på hvornår jeg egentligt begyndte at tage på og blive lidt tykkere end de andre børn i skolen. Indtil jeg var omkring 8 år var jeg cirka samme størrelse som alle de andre børn. Jeg gik til de samme aktiviteter som alle andre så som gymnastik og svømning. Jeg kommer fra en familie hvor vi altid har fået grøntsager eller salat som tilbehør til aftensmaden. Vi fik sjældent usundt mad. Vi fik rugbrød til frokost. Hver fredag fik vi fredagsslik til 20 kroner, delt mellem 4 børn er det ikke meget til hver. Vi fik kage til fødselsdage men ikke til hverdag.

Men så skete det en dag i 2. klasse, at der kom en ny pige i klassen. Hun sagde "Har du ikke lyst til en hindbærsnitte fra bageren?" Og jeg tænkte "Gad vide hvad en hindbærsnitte er?" og sagde til hende: "Eh jeg ved ikke om jeg kan li' det, men vi kan da godt prøve". Og gud hvor den smagte dejligt. Fra da af var jeg hooked på hindbærsnitter. Efter lidt tid blev jeg endda så modig at jeg købte en havregrynskage, som jo også bare smagte guddommeligt. En hel ny verden åbnede sig for mig, og jeg sneg mig næsten på et dagligt basis op til bageren med mine lommepenge og købte hindbærsnitter og havregrynskager. Der skal ikke en professor til at udtænke, at jeg nok begyndte at tage på af alle de kager. Lige pludselig var jeg tykkere end de andre børn i skolen. Jeg løb lidt langsommere til gymnastik og jeg fik problemer med at hoppe over hesten eller springe langt til længdespring. Ikke at jeg nogensinde var en ørn til gymnastik, men jeg blev det i hvert fald heller ikke med de ekstra hindbærsnitter på lårene.

Indtil jeg var omkring 14 år var jeg nok 10-15 kg tungere end de andre piger i klassen, hvilket ikke var så forfærdeligt men alligevel mærktbart. Men så skete den næste store ting i mit liv, jeg fik mit drømmejob hos den lokale bager, og så kørte det bare derud af. Friskkogte berlinere til jul, morgenkager tidligt om morgenen, masser af hindbærsnitter, norske klejner, almindelige klejner, napoleonskager og medaljer med masser af fløde og fastelavnsboller. Mens jeg var hos bageren i mine teenageår nåede jeg omkring 100 kg. Jeg nåede også at finde ud af, at det ikke er populært at være teenager og overvægtig, hverken hos de andre piger eller hos drengene, og på et eller andet tidspunkt begyndte jeg at trøstespise. Nu er jeg 30 år og trøstespiser stadig. Jeg har været på utallige kure og har nogle gange haft held med at tabe helt op til 30 kg og tage næsten det hele på igen. Man siger, at man skal finde roden til sin overvægt, den psykologiske årsag og prøve at knække den der. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gøre det, men indtil videre følger jeg bare min slankekur og så håber jeg, at når jeg engang er nået til enden, har jeg fundet frem til en måde hvorpå jeg kan forblive der og ikke tage på igen.