Følelsen af ikke at kunne sige nej. Den konstante følelse af at være sulten, ikke fysisk sulten i maven, men at at have lyst til at spise. Lyst til at fylde munden og maven. En følelse der ikke kan tilfredsstilles og bare fortsætter og fortsætter. Hver dag, fra morgen til aften, hver time, hvert minut. Det er den følelse, jeg har levet med lige så længe jeg kan huske. Følelsen af altid at have lyst til mad, aldrig at blive tilfredsstilllet og altid at tænke på hvor det næste fix kan komme fra. Det er en følelse jeg har lært, at jeg skal undertrykke og skamme mig over, som om det er noget, jeg selv kontrollerer og kan ændre. Hun må være doven. Hun har ingen rygrad. Ingen viljestyrke. Hvorfor lukker hun ikke bare munden. Lad nu være med at spise så meget. Behersk dig selv. Vis noget viljestyrke. Lav noget motion. Spis sundt. Lad nu være med at spise så meget. Skammen er enorm. Hvorfor kan jeg ikke styre mig selv? Hvorfor kan jeg ikke være som alle andre? I 20 år har jeg tænkt sådan. ...