17 uger på slankekur

I går var det 17 uger siden jeg startede på min slankekur. Om kun 6 dage får jeg lov at se om jeg har tabt mig i de sidste 1½ måned. Vi rejser hjem sent først kommende lørdag aften og jeg glæder mig rigtigt meget. Jeg har tidligere nævnt hvordan jeg er begyndt at se mig i spejlet hele tiden for at se om jeg har tabt mig. Mange gange hver dag. Så den anden dag står jeg foran spejlet efter mit bad, helt splitternøgen, og kæresten går forbi og siger så "Du har helt sikkert tabt dig, du ligner en af damerne på et renæssancemaleri"... Det var helt sikkert ment i den bedste mening, men jeg er ikke helt sikker på at det er en god eller dårlig ting.

Her kommer en kopi af Leonardo da Vincis 'Leda og svanen'.


Renæssancedamerne havde brede hofter, runde lår og arme, bløde maver og små bryster. Jeg kunne have været model for dette maleri, hvis jeg havde været født i det rigtige århundrede. Det er utroligt hvordan skønhedsidealet har ændret sig på 500 år og helt utroligt hvordan vi som mennesker tillader og tilskynder skønhedsidealer som i virkeligheden ikke gør os særligt glade. I dagens verden har man en fremtid som model hvis man har højde som en russisk basketballspiller, figur som en 12 årig dreng og underlige ansigtstræk. Billederne vi ser i reklamer af modeller er retoucheret til ukendelighed og sætter umenneskelige idealer som ingen kan leve op til. 


Her er et eksempel på før og efter retouchering. På billedet til højre er huden urealistisk pæn og ren. Sådan et billede får mig til at stå og se på mit eget spejlbillede hver dag og granske efter urenheder, som måske kan dækkes med makeup. Billedet får mig til at føle mig utilstrækkelig og vil helt sikkert få mig til at købe et ekstra hudprodukt på et eller andet tidspunkt. Hvornår begynder vi at acceptere, at vi kan ikke se perfekte ud og at vi ikke skal se perfekte ud? Det er en illusion. 


Dette billede af mig er taget i starten af juni 2014 og er altså omkring 1 uge gammelt. 

Hvis man ser på hele maskineriet omkring kvinders udseende som et spil, så er målet at blive så slank som muligt, have det mest skinnende hår, det smarteste tøj, de højeste sko, den pæneste makeup, den flotteste (dyreste) håndtaske, de smukkeste børn og den flotteste mand. Tænk på en kvinde, der bruger alt sin energi på at opnå dette. Hun er flot og får beundrende blikke for det. Hun står op ekstra tidligt hver morgen for at få sin motion, sætte håret flot op og lægge den perfekte makeup. Hun bruger tid på at shoppe og finde det flotteste tøj. Hun har stor selvkontrol og kan leve på salat med kylling hver dag og intet andet. Hun arbejder hårdt på sit job, så hun har tid og råd til at deltage i spillet om det perfekte udseende. Hun lever under et dagligt pres for at leve op til hendes egen forestilling om hvordan hun skal se ud. Hun lever for de beundrende blikke hun får fra mænd og kvinder. Presset er stort. Hendes udseende er, hvad der holder hende i gang. Er hun glad? Spillet er tilfredsstillende for hende, for der er mange deltagere, der deler det samme mål. Forestil jer, at de andre deltagere beslutter, at selvpineri for udseendet alene ikke længere er motiverende. Forestil jer at de andre deltagere forlader spillet. Ingen til at beundre og misunde hende nu. Med de manglende beundringer fra ligesindede forsvinder hendes identitetsgrundlag. Vil spillet fortsat have samme værdi for hende? Vil hun fortsætte med at bruge den samme tid på at opnå det perfekte udseende? 

Moralen er, at vi kvinder skaber vores egne skønhedsidealer (med god hjælp fra medierne) og vi holder fast i dem og tvinger hinanden til altid at hige efter et udseende, der er lidt mere perfekt end det vi allerede har. Men hvad nu hvis vi alle sammen står af toget og begynder at arbejde imod velvære og at føle os godt tilpas i stedet for at vinde over naboen i 'best body of the year' konkurrencen? Hvis man føler sig godt tilpas når man vejer 80 kg, hvorfor så tabe sig? Der er ikke nogen lov i verden, der siger at en vægt på 65 kg er bedre end en på 80 kg. Jeg føler mig ikke godt tilpas med at veje 100+ kilo, så derfor prøver jeg på at tabe mig. Det er et personligt valg. Men jeg kunne ikke drømme om at presse andre til det samme. I min optik er vægt og udseende en meget personlig sag, som ikke kommer andre ved, og jo mere individuelle mennesker bliver i deres kropslige og modemæssige udtryk jo bedre. Vi behøver ikke alle sammen ligne hinanden, og vi behøver bestemt ikke at være utilfredse, fordi vi aldrig kan opnå det urealistiske kropsideal, vi bliver præsenteret for hver dag af medier og ligesindede. At opnå en tilfredshed med sig selv og sin egen krop må være et mere værdigt ideal. 


Kommentarer