Madfængslet

Følelsen af ikke at kunne sige nej. Den konstante følelse af at være sulten, ikke fysisk sulten i maven, men at at have lyst til at spise. Lyst til at fylde munden og maven. En følelse der ikke kan tilfredsstilles og bare fortsætter og fortsætter. Hver dag, fra morgen til aften, hver time, hvert minut. Det er den følelse, jeg har levet med lige så længe jeg kan huske. Følelsen af altid at have lyst til mad, aldrig at blive tilfredsstilllet og altid at tænke på hvor det næste fix kan komme fra. Det er en følelse jeg har lært, at jeg skal undertrykke og skamme mig over, som om det er noget, jeg selv kontrollerer og kan ændre.

Hun må være doven. Hun har ingen rygrad. Ingen viljestyrke. Hvorfor lukker hun ikke bare munden. Lad nu være med at spise så meget. Behersk dig selv. Vis noget viljestyrke. Lav noget motion. Spis sundt. Lad nu være med at spise så meget. Skammen er enorm. Hvorfor kan jeg ikke styre mig selv? Hvorfor kan jeg ikke være som alle andre?

I 20 år har jeg tænkt sådan. Hvad er der galt med mig? Jeg må jo være helt forkert siden jeg ikke kan finde ud af det. Siden jeg altid har lyst til at spise og ikke kan sige stop. Først nu er det gået op for mig, at det ikke er sådan alle mennesker føler det. At de fleste mennesker føler en mæthedsfornemmelse og tilfredsstillelse ved at spise og derefter ikke tænker på mad før det er spisetid igen. De fleste kan mærke i deres krop når maven er fuld. De fleste kan være høflige og kun tage to småkager til kaffen. Det kan jeg ikke. Der er ingen tilfredshedsfølelse, ingen fornemmelse af at nu har jeg fået nok, ingen lyst til at stoppe, bare en panik når tallerkenen er ved at være tom for hvad skal jeg nu gøre? Alle andre har kun taget 1 portion, jeg er i gang med nummer 2½ og har stadig lyst til mere. Måske kan jeg vente til de andre er gået fra bordet og snige mig til at spise noget mere, lidt flere frikadeller, lidt flere kartofler med sovs. Bare lidt med fingrene, så tæller det ikke rigtigt. Det har jo ikke været på tallerkenen.

I så mange år har jeg tænkt at alle andre har samme følelse og lyst til at spise som mig, men modsat mig er de i stand til at undertrykke det, og at jeg er helt forkert på den og med rygrad som en regnorm siden jeg ikke selv kan sige stop. Ændringen i min selvopfattelse er kommet ved at begynde på en LCHF diæt. Ved at fjerne kulhydrater fra min kost og tilføje mere fedt oplever jeg nu hvad jeg mistænker de fleste andre mennesker også oplever, nemlig at blive mæt efter maden og ikke tænke på mad igen i timevis efter. Jeg har fundet ud af at min krop og hjerne er så følsom overfor kulhydrater, at hvis jeg spiser nogle bliver jeg sulten og har lyst til mere. Jeg tror min krop reagerer på ændringen i insulinniveauet i blodet, men jeg ved det ikke med 100% sikkerhed. Hvad jeg ved er, at hvis jeg spiser en fedtholdig mad spiser jeg en mindre mængde, kan holde mig mæt i mange timer og har langsomt vænnet mig af med at have panik når måltidet er afsluttet. Panikken er forsvundet fordi jeg føler en tilfredshed og mæthed i min krop. Tankerne om mad forsvinder efter måltidet. Tankerne om mad forsvinder i det hele taget. Jeg skal huske mig selv på at spise senere på dagen, ellers kan jeg helt glemme det. Jeg føler mig snydt og taget ved næsen ved at have brugt så meget energi på at skamme mig over min mangel på viljestyrke når det kommer til mad, når i virkeligheden der er en fysisk årsag til det. Det er en befriende fornemmelse at kunne lægge den skyld og skam fra sig. Det er en ubeskrivelig fornemmelse at være fri fra madfængslet.

Kommentarer