LCHF som religion

Engang i tidernes morgen blev jeg døbt og konfirmeret. En præst fortalte mig hvordan tingene hang sammen, og jeg blev undervist i de 10 bud og de mange lignelser i biblen. I gymnasiet blev jeg undervist i biblens og kristendommens historiske sammenhæng, og det gjorde mig ikke videre imponeret. I dag tilhører jeg ikke noget trossamfund, da jeg ikke ønsker at ligge under for én bestemt fortolkning af hvordan livet skal leves, hvordan det ender, og hvilke regler der skal følges, og hvad man skal føle sig skyldig over og så videre. For det er i virkeligheden hvad religion handler om i min optik. Jeg er klar over, at andre får noget helt andet ud af at følge en religion og det har jeg fuldt ud respekt for. Jeg mener i øvrigt efter at have læst Nicholas Wades The Faith Instinct, at lysten og motivationen til at følge en religion ligger i vores gener, og at menneskets overlevelse på et tidspunkt har afhængt af evnen til at danne religion og følge den. Det har bragt mennesker sammen, og har skabt nogle fælles regler at leve efter. Man kan så diskutere om en 2000 år gammel ørkenreligion i virkeligheden har fæste i vores hverdag i dagens Danmark, men det er ikke fokus i det her indlæg. Faktum er, at religion i den bibelske forstand ikke er særligt populært i dag, men at folk stadig besidder det genetiske setup til at følge en religion, kan man bestemt ikke benægte.

Jeg begyndte på LCHF for at tabe mig. Jeg læste alt det materiale online, jeg kunne finde, og jeg søger og læser stadig nogle gange for at blive klogere og få inspiration. Jeg følger et hav af bloggere, der har LCHF som deres primære fokus. Jeg er endda medlem af flere LCHF grupper på facebook og følger med interesse diverse diskussioner om dette og hint. Igen vil jeg pointere, at jeg spiser LCHF for at tabe mig. Jeg følger det fordi det giver mig kontrol over spisning, fordi jeg nyder maden og fordi jeg ikke føler sult eller en konstant lyst til at spise. LCHF har stort set kureret mit mangeårige dårlige forhold til mad og spisning. Jeg er fuldt ud indstillet på at LCHF er noget jeg skal følge i resten af mine dage, også selvom jeg når min drømmevægt.

Mit eneste problem med LCHF er, at jeg nogle gange føler, at jeg går ind i en kirke med en prædikende og fordømmende præst, når jeg læser et diskussionsforum om emnet. Banan er IKKE LCHF. Det er forkert! Du gør det forkert! Det SKAL være økologisk. Du spiser den forkerte protein/fedt sammensætning! Du må IKKE bruge margerine! Du SKAL spise mere grønt! Du må IKKE spise gulerødder. Du må IKKE bruge sødemiddel med aspartam! Frugt er IKKE LCHF, så lad være med at nævne det her, du leder folk på afveje! Sodavand er forbudt! Du synder!  Udtrykket "Vig fra mig onde skabning" om djævelen, giver en hvis association. LCHF er blevet en religion, og folk med ½-1 års erfaring med at følge religionen er selvudnævnte messiaser.

Lad os tage fat i betydningen af forkortelsen. LCHF betyder 'low carb high fat', altså spis et lavt niveau af kulhydrater og et højt niveau af fedt. Sådan, det er reglen. Hvad 'lavt' og 'højt' så betyder, er op til folk selv at fortolke. Der er hjælp til fortolkninger på diverse hjemmesider, og jeg har da flittigt brugt nogle af dem selv. Blandt andet prøver jeg at følge en "striks LCHF" hvilket betyder, at jeg holder mit daglige kulhydrat-indtag under 20-30g. Jeg spiser ikke frugt eller nødder. Dog kan jeg engang imellem putte lidt nødder i bagværk for at give lidt struktur til det. Jeg drikker pepsi max, fordi jeg er afhængig af det, jeg bruger flydende sødemiddel, fordi det er nemt, og fordi jeg tror på, at et par dråber flydende sød er bedre for mit vægttab end flere skefulde sukrin. Jeg spiser ketchup engang imellem og endda remoulade. Jeg bruger en færdiglavet mayonnaise. Nogle gange spiser jeg endda gulerødder, og jeg bruger stort set altid løg i mine gryderetter. Sådan, ifølge LCHFs disciple er jeg klart en Judas, men jeg er da ligeglad, for jeg har tabt mig 24 kg indtil videre. Så til alle de mennesker, der ønsker at begynde en LCHF livsstil, lad være med at lade jer kue af de altvidende selvbestaltede LCHF-eksperter. Take what you like and leave the rest. LCHF er IKKE en religion, og der er IKKE nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på. Gør hvad der passer ind i dit liv, og forhåbentligt vil det give en positiv ændring.

LCHF har ændret så meget i mit liv. Før jeg begyndte, handlede mit liv kun om mad. Fra morgen til aften. Nu føler jeg mig fri, afslappet og tilfreds. Jeg taber mig, og madmæssigt har jeg aldrig været lykkeligere. Jeg har om nogen en grund til at sprede budskabet som en anden religiøs forkynder, men jeg sætter grænsen ved at fortælle andre, hvad de skal og ikke skal gøre. Hvad der passer til mig, passer ikke nødvendigvis til dig. Vi er alle forskellige. Vi har alle individuelle behov. Det være sagt, så ønsker jeg virkeligt, at andre i min position får øjnene op for LCHF og ikke lader sig skræmme af den religiøse atmosfære, og er i stand til at skille skidt fra kanel. Take what you like and leave the rest.

Kommentarer

  1. Fantastisk godt skrevet... det er lige sådan jeg har det når jeg læser hvad folk svare..
    kan ikke forstå hvorfor de er sådan efter folk som ligger en ret op med et stykke mørk chokolade med mango smag... så skriger nogen at mango ikke er LCHF... ja okay der er så måske 3 g mango i et helt måltid... rolig nu... og jeg nyder også min cola zero gerne hver dag... hvis jeg skulle følge de fanatiker der er på siden og udtaler sig som om de er den sande magt... ja så kunne jeg ikke holde denne livstil ud...

    SvarSlet
  2. Hej og tak for din kommentar. Jeg følger selv en striks version fordi jeg håber på at tabe mig, men så snart jeg har nået mit mål bliver det meget mere moderat.
    Omkring det du siger med mango, det er lige præcist min pointe. Nogle gange er mængden af sukker eller frugt i en vare så lille, at det ikke betyder noget i det samlede billede, og derfor bør det ikke karakteriseres som værende 'forbudt'. Den holdning kan jo skræmme folk væk, som i øvrigt ville have rigtigt godt af at følge en LCHF agtig livsstil.
    Mvh. Carla

    SvarSlet

Send en kommentar

Tak for kommentaren. Jeg er altid glad for at høre fra ligesindede eller interesserede.