Opskrifter

Shepherds pie LCHF style med rensdyr


Halvvejs gennem måltidet kom jeg i tanker om at tage et billede, så til trods for, at det ikke er det bedste mad-billede i verden, så er det altså hvordan maden så ud.

Shepherds pie lavet med hakket rensdyr og en blomkålsmos på toppen. Blomkålsmosen kan laves ved at bruge denneopskrift. Sørg for at blomkålene drypper godt af efter at være blevet kogt, ellers bliver mosen for tynd. Kød-delen var lavet lidt som til lasagne. Sørg for at der ikke er for meget væske i den, så bliver retten nemlig for vandet.


Æggekage i ovn LCHF



Jeg søgte efter 'æggekage lchf' og fandt mange forskellige opskrifter, men jeg var bare ikke helt tilfreds med nogen af dem. Derfor valgte jeg at lave min egen. Jeg formår altid at få brændt æggekagen på hvis den laves på pande, måske på grund af stor mangel på tålmodighed når det gælder madlavning, derfor ville jeg lave den i ovnen. Vi fik flæskesteg i går og jeg valgt at bruge resterne til æggekagen. Selv min lidt kræsne kæreste, der før har bebudet at han aldrig nogensinde skal spise æggekage, syntes den smagte dejligt, og det er et kæmpe kvalitetsmærke i sig selv. Den mætter i øvrigt rigtigt godt! Se hvor meget der er tilbage efter 2 menneskers aftensmad. Jeg fik coleslaw til, som jeg havde i rester fra i går. Her kommer opskriften på æggekagen. 

Ingredienser

  • 7 æg
  • 3 spsk fløde
  • 1 spsk husk
  • 1 løg
  • ½ rød peber
  • ½ squash
  • 200 g revet ost
  • 1 lille pakke bacon i tern
  • Flæskesteg, rester
  • Salt og peber


Fremgangsmåde

  • Skær flæskestegen i små tern og steg sammen med bacon til det hele er knasende
  • Skær løget i små tern, skær peberfrugten i små stykker, riv squashen groft
  • Bland æg, fløde, husk, 100 g revet ost, salt og peber og pisk med piskeris
  • Bland ægblandingen med grøntsagerne
  • Hæld bacon og flæskesteg i et fad (se billede)
  • Hæld æggeblandingen over kødet
  • Put 100 g revet ost på toppen
  • Sæt i en kold ovn, tænd ovnen på 200 grader og vent 30 minutter
  • Tages ud af ovnen og spises, god appetit

Morgenmad


Jeg har vist et lignende billede før, men denne gang er der champignoner på toppen. Det smagte helt fantastisk. I går prøvede jeg for første gang i denne uge at starte dagen med noget andet end æg, og det er altså ikke godt for mig. Jeg bliver for hurtigt sulten igen.

Ingredienser

  • 1 stort æg
  • 1 skive hamburgerryg
  • en håndfuld champignoner (mine var fra en frysepose da jeg er ikke meget for at bruge tid på at hakke grøntsager til min morgenmad!)
  • 1 spsk kokosolie uden smag
  • Salt og peber

Her kommer lige en beskrivelse af hvordan jeg lavede mit glorificerede spejlæg.

Jeg er ikke så pjattet med en flydende blomme, blasfemi vil nogle mennesker siger, men jeg kan altså bare ikke lide den der svovl-smag og den klistrede fornemmelse. Når blommen er godt stegt igennem fungerer det bedst for mig. Jeg steger ægget på den ene side og tværer blommen lidt ud med en gaffel. Så putter jeg hamburggerryggen ovenpå og venter indtil ægget er fast nok til at blive vendt. Derefter steger det færdigt med kød-siden nedad. Champignonerne stegte ved siden af ægget. Jeg tøede dem lige op i mikroovnen først for at spare tid. Husk masser af salt og peber undervejs.

Kylling i karry - Striks LCHF

Ingredienser - kylling i karry

  • 300 g kyllingebryst
  • 1 dåse kokosmælk (ikke light) 
  • 1 hakket løg
  • 2 tsk karry
  • 1 tsk garam masala (bare fordi jeg havde det)
  • 3 tsk frisk revet ingefær
  • ½ tsk chili
  • 2 spsk limejuice
  • 2 spsk kokosolie
  • Salt og peber


Fremgangsmåde

  • Skær kyllingekødet ud
  • Varm kokosolien op og brun karry, garam masala og chili
  • Brun kyllingekødet i karryen
  • Tilføj løgene og svits dem med
  • Tilføj kokosmælk, ingefær, limejuice, salt og peber
  • Lad simre med låg min. 25 minutter


Ingredienser - Hurtigstegte grøntsager

  • 1 grøn peber
  • 1 gul peber
  • 1 squash 
  • 1 stort løg
  • en håndful hele cherrytomater
  • 1 spsk kokosolie
  • salt


Fremgangsmåde - Hurtigstegte grøntsager

  • Skær peber, squash og løg i passende stykker. 
  • Varm olien godt op på højeste temperatur
  • Hæld grøntsagerne på panden og tilføj salt
  • Lad svitse i 2 minutter (De må ikke miste deres sprødhed) 


Kyllingeretten blev serveret med de hurtigstegte grøntsager. Kæresten fik ris til, men det undlod jeg dog.

Kæresten giver denne ret 8 på en skala fra 1 til 5, og han er ellers ret kræsen.




(Hvorfor er det, at grøntsager ser så lækre ud på billeder og at en gryderet bare IKKE gør det)


Superhurtig oopsie-pizza



Oopsierne fra den anden dag har nu fået lov til at agere pizzabund. Det blev nogle bløde bunde men pizzaen smagte guddommeligt, måske fordi jeg var sulten. Det var 5 timer efter morgenmaden.

Jeg lavede ellers tre små pizzaer men kunne kun spise én til frokost, så de andre to fik lov at vente.

Ingredienser

  • 3 oopsier
  • Et par skefulde hakkede tomater fra dåse
  • Løgringe
  • Resten af den græske tomatsalat fra den anden dag, komplet med eddike og fetaost.
  • Revet mozarella
  • Oregano
  • Salt
  • Extra jomfru olivenolie til at hælde over bagefter
15 minutter i ovnen på 200 grader. 



LCHF Oopsies




I et forsøg på at få lavet noget der kan bruges til en sandwich har jeg fundet opskriften på de her 'oopsies' der åbenbart er noget af en klassiker indenfor LCHF verdenen. Jeg læste mange forskellige opskrifter og det der gik igen i de fleste var:

6-8 oopsies


Ingredienser

  • 3 æg
  • 100 g creme ost (såsom philadelphia), ikke light!
  • 1/2 spsk fiberhusk
  • 1/2 tsk bagepulver 
  • Lidt salt
  • Evt. sesamfrø til drys


Fremgangsmåde

  • Æggene deles i hvider og blommer
  • Hviderne piskes for sig indtil massen er helt fast
  • Blommer, ost, fiberhusk, bagepulver og salt piskes sammen til klumperne er helt væk
  • Hviderne og blomme-blandingen vendes forsigtigt sammen
  • Placeres på bagepapir i 6-8 oopsies
  • Bages i forvarmet ovn, 25 minutter ved 150 grader


Nogle bruger også sesammel i dejen, det havde jeg ikke noget af og derfor brugte jeg det ikke.

Det lugter lidt som vandbakkelse. Næste gang vil jeg putte nogle tørrede krydderurter i for at få en lidt mere spændende lugt og smag.

Sandwich
Hellmann's mayo
Agurker
Rød peber
Oksespegepølse

Jeg brugte 2 oopsies til sandwichen da de så lidt for skrøbelige ud til at skære over.

Fantastisk smag!





Stenalderbrød



Den her opskrift har jeg fået fra min mor som har fået den fra sin søster, og derfra ved jeg ikke hvor den kommer. Hvis jeg overtræder en eller andens copyright ved at skrive den op her, så undskylder jeg på forhånd.

Ingredienser

  • 100 g sesamfrø
  • 100 g hørfrø
  • 100 g solsikkerkerner
  • 100 g græskarkerner
  • 100 g valnødder
  • 100 g mandler
  • 5 æg
  • 1 dl koldpresset ekstra jomfruolivenolie
  • 2 tsk salt

Fremgangsmåde

  • Ingredienserne blandes og bages i form foret med bagepapir 1 time i forvarmet ovn på 160 grader. 
  • Lad brødet køle helt af før det spises
  • Opbevares i køleskabet
  • OBS, nogle gange bruger jeg andre nødder i stedet for dem der står i opskriften, fx er der på billederne brugt hasselnødder i stedet for mandler. 

Kommentar
Hvis jeg er rigtig sulten når jeg kommer hjem fra universitetet eller er færdig med mit arbejde tager jeg gerne en skive stenalderbrød med ost. Jeg bruger det også nogle gange som min frokost, hvor jeg så spiser nogle grøntsager til.







Chili con kylling

Ingredienser

  • 300 g kyllingebryst
  • 1 dåse hakkede flåede tomater
  • 2 spsk koncentret tomatpuré 
  • 100 g cherrytomater i halve
  • 1 dåse kidneybeans
  • 1 gulerod i skiver 
  • 1 stort løg
  • 1 tsk paprika
  • 1 bouillontern med kylling
  • 2 fed hvidløg, presset
  • 1 tsk oregano
  • lidt mørkt chokolade
  • lidt cheyennepeber
  • lidt olie til kyllingen
  • Salt og peber


Fremgangsmåde

  • Svits kyllingen og tilføj grovthakkede løg
  • Tilsæt alle andre ingredienser
  • Tilsæt væske sådan at ingredienserne næsten er dækket
  • Sæt låg på og lad simre i 1 time ved svag varme
  • Servér med ris


Kommentar
En nem ret der kan røres sammen på 15 minutter og ellers passe sig selv til man er klar til at spise. Det er min egen opskrift og den kan varieres som man synes. Min kæreste spiste ris til men jeg selv spiste bare selve chili-con-kyllingen som var det en tyk suppe med mange ting i. Den fik lige en skefuld cremefraiche på toppen.



Kalkunfrikadeller i ovn


Kalkunfrikadeller
500 g hakket kalkun
1 hakket løg
3 fintrevne gulerødder
2 fintrevet pastinak
20 g fintrevet fennikel
2 fed presset hvidløg
2 spsk. mel
1 æg
1 dl skummetmælk
1 tsk ingefærpulver
friskt hakket persille
Salt og peber efter smag

Fremgangsmåde

  • Start ovnen på 200 C.
  • Hak løget, riv gulerødderne, pastinak, og fennikel og mix alle ingredienser
  • Form frikadellerne og læg på en bageplade med bagepapir
  • Bag i ovnen i 45 minutter


Frikadellerne blev serveret med en grøn salat og noget hjemmelavet rødkål. Smagen kan nemt blive lidt kedelig, så vær ikke nærig med peber, hvidløg, fennikel og ingefær.


Carlas oksegryde

Det her indlæg handler om en af mine yndlingsretter, fordi den er nem og smager godt. Det tager vel 20-30 minutter at blande den alt efter hvor hurtigt man kan hakke grøntsager, og så passer den ellers sig selv. Fordi jeg er på kur, er jeg stoppet med at lave retter med hakket oksekød. Jeg elsker ellers lasagne og pasta bolognese, men hakkekød kommer ofte med meget animalsk fedt, og jeg har læst at det er usundt. Jeg har sat indholdet af grøntsager op i den her ret i forhold til hvad jeg plejer, men det gør egentligt ikke noget i forhold til smagen. Hovedidéen med det er, at den rækker længere, og at jeg så kan bruge den til frokost og aftensmad på andre dage. Eventuelt fryse den ned i små bøtter og tage dem op efter behov. Og ja så er grøntsager selvfølgeligt sunde. Der er altså ikke noget særligt usundt i retten, ikke ret meget fedt og sukker. Lige noget der passer ind i min slankekur hvis jeg ellers spiser det uden ris til, lidt som en slags tyk suppe med kød og grøntsager.

Ingredienser

  • 500 g skært oksekød
  • 4 gulerødder
  • 2 pastinakker
  • 1 stort løg
  • 100 g cherrytomater
  • 3 fed hvidløg
  • 2 kartofler
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 lille dåse konc. tomatpuré
  • 1 bouillonterning med okse
  • Lidt olie til at svitse kødet
  • paprika, sellerisalt, chilipulver, oregano, salt og peber, alt sammen efter smag


Fremgangsmåde

  • Svits oksekødet brunt. 
  • Tilføj et grofthakket løg, og lad det svitse med i ca. 1 min
  • Skræl og skær de øvrige grøntsager ud
  • Tilføj alle ingredienser til retten
  • Tilføj væske så ingredienserne lige er dækket, se billedet. 
  • Smag til med krydderierne
  • Lad simre i min. 1 time med låg og gerne længere. Jeg lader som regel min stå i 2-3 timer med den klare overbevisning at smagen forbedres af det.




Billedet er taget lige da alle ingredienser er blevet blandet og før retten er begyndt at simre.


Rejer med guacamole

Jeg kom lidt sent hjem fra universitetet i dag og tænkte at jeg ville nøjes med en lille simpel aftensmad. Det blev til rejer med hjemmelavet guacamole. 160 g rejer og 3 skefulde guacamole, se billedet. Da jeg kom halvvejs igennem var jeg ikke mere sulten og satte skålen til side. Det var meget mættende. Jeg skulle nok have taget en mindre portion, men i mine øjne var det jo allerede en lille portion. (se billedet) Endnu en ting at vænne sig til. Tænk SMÅT Carla. Idéen med den her aftensmad er at spise protein (rejer) og naturligt fedt (avokado) for at holde min forbrænding igang og sørge for at jeg ikke bliver sulten.

Jeg har aldrig før lavet guacamole og jeg var for doven til at finde en opskrift, men resultatet var ikke helt dårligt. Her kommer den:

Ingredienser

  • 2 avokadoer
  • ½ rødløg
  • ½ tomat
  • citronsaft
  • hvidløgspulver
  • salt og peber


Fremgangsmåde
Put det hele i en skål og brug en stavblender til at få en ensformig konsistens.

Kommentar
Jeg har med vilje udeladt cremefraiche i opskriften for nu at være lidt sund. Hvis der er nogle ingredienser jeg burde have tilføjet, må I endelig sige til.


Kommentarer