Jeg har på det seneste ofte følt en trang til at spise. Jeg har spist for meget og for ofte og har ikke rigtigt tænkt over hvorfor. Jeg har haft meget at se til og helt undgået at konfrontere min overspisning. Her til morgen besluttede jeg mig så for at skære ned på størrelsen af morgenmadsritualet og gå tilbage til et enkelt spejlæg med tomat og agurk. Det smagte supergodt, men hjernen var bestemt ikke mæt ved at se en lille tallerken med et spejlæg. 20 minutter efter var jeg på vej ud til køleskabet for at lave mig en yoghurt med fløde og nødder. Sådan en omgang indeholder mange kalorier og skal ikke spises for tit hvis man gerne vil tabe sig. Jeg ved ikke hvorfor jeg gik ud til køleskabet, for jeg følte mig ikke sulten. Det var bare sådan en automatisk forventning fra min krop og hjerne om at jeg skulle være helt stoppet i maven for at være klar til dagen. Jeg stod med yoghurten i hånden og kunne næsten allerede smage den dejlige dessert i min mund, men besluttede mig for sige nej til den i første omgang og sætte mig ned og skrive indlægget her i stedet for. Jeg tænkte over "Er du egentligt sulten? Er din mave tom for mad? Kan du mærke sulten i din mave?". Nej, det kan jeg faktisk ikke. Der er ingen mave-sult. Der er bare en lyst til mad, men ikke et egentligt behov for mad. Jeg tror, at jeg skal være bedre til at lade være med at gøre spisningen til en vane, men i stedet for spise, når jeg kan mærke sulten i min mave.
|
Morgenmad: Spejlæg med tomat og agurk |
Kommentarer
Send en kommentar
Tak for kommentaren. Jeg er altid glad for at høre fra ligesindede eller interesserede.