Krise på slankekuren?

Jeg tror, at alle der har været på slankekur har prøvet at være i krise og have lyst til at spise noget udenfor diæten. Måske på grund af stress eller måske på grund af dårligt humør eller noget helt andet. Når jeg er i krise tænker jeg på hvor lang tid der er tilbage af dagen. Hvor mange timer? Hvor lang tid skal jeg holde den kørende før jeg kan gå i seng og sove og slippe for at tænke på mad? Så siger jeg til mig selv "Carla, bare 1 time mere, og derefter, bare 1 time mere". Hvis man tænker fremad på den måde, så går dagen lige pludselig og man har klaret endnu en dag. Jeg tænker på at det må være sådan alkoholikere klarer at lade være med at drikke eller rygere klarer at lade være med at ryge. 1 time af gangen, 1 dag af gangen, 1 uge af gangen. Lige pludselig en dag må kemien i hjernen da ændre sig, og man har vænnet sig til at spise sundt og med mådehold. Det tror jeg fuldt og fast på, og jeg venter bare på at det sker.

På den lyse side er at jeg har fundet endnu en gammel skjorte frem fra bunden af skabet, som jeg lige pludselig kan passe. Det er en af mine yndlingsskjorter i farve og snit, men jeg selv da jeg købte den var den lidt for stram. Nu passer den.

Flere mennesker jeg har snakket med har spurgt 'Hvor meget har du tabt dig?' og jeg svarer 'Knap 8 kg' og de siger så "Nu skal du passe på ikke at overgøre det". Mit svar til dem er som regel "Har du set hvor stor jeg er? Jeg tror  næppe jeg kommer til at overgøre det lige forløbigt". Én af de personer der har sagt sådan til mig er selv overvægtig, og jeg tænker på om det er en slags forsvar for deres egen overvægt. Hvorfor kan de ikke bare sige "Hvor er det flot" i stedet for.

Jeg har været overvægtig det meste af mit liv, og i hvert fald hele mit voksne liv, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at afslutte dette forløb som overvægtig. Jeg vil bare gerne være normal-vægtig med en normal BMI og mulighed for at gå i en hvilken som helst tøjbutik og købe noget dejligt tøj uden altid at skulle spørge ekspedienten om de har en større størrelse, og lide den tort det er at høre "Nej, desværre, den du har er den største". Jeg går ikke efter at blive en kropsstørrelse 'skelet' men bare en almindelig sund størrelse.